Vær opmærksom i trafikken, når du kører på el løbehjul

Hvis du følger lidt med i gadebilledet i København, har du nok ikke kunne undgå at bemærke, at det elektroniske løbehjul er blevet utroligt populært. Du finder således adskillige af dem på cykelstierne, såvel som stående på fortove rundt omkring, hvor de bare venter på, at den næste person kommer og prøver dem. Det er nemlig utrolig nemt at leje et af disse løbehjul, hvorfor massevis af mennesker prøver dem i disse tider.

Der er dog gang i trafikken i København, og nøjagtig som hvis du kørte på cykel eller scooter, skal du ved brug af et el løbehjul være meget opmærksom, når du kører rundt. Modsat med cyklen, har de færreste der lejer et el løbehjul særlig stor erfaring med det, hvorfor man nemmere risikerer at blive impliceret i ulykker, hvis ikke man passer på. Læs med her, så du ved hvad du skal være opmærksom på, inden du bevæger dig ud på vejene.

Det siger loven

Med introduktionen af el løbehjulet i Danmark, er der naturligvis blevet lavet regler om brugen af det. De dikterer bl.a. at du skal være fyldt 15 år, at der kun må være én person på løbehjulet, at din promille skal være på under 0,5 og at du generelt set skal følge cykelreglerne. Dette betyder altså, at du skal køre på cykelstien, hvis der er én, og ikke må køre på fortovet eller på fodgængerfelter. De fulde regler kan læses hos Rådet for Sikker Trafik.

Hvis ikke disse regler overholdes, risikerer du at modtage bødestraf. Alene det at køre på fortovet eller ikke at give tegn, når du stopper, kan koste dig 700 kr. Kører du over for rødt, eller bruger mobilen, mens du kører, kan du få en bøde på 1000 kr.

Hvad skal du huske?

Foruden de specifikke regler på området, er der en række andre ting du bør være opmærksom på. For det første er det vigtigt, at du finder ud af, hvorvidt det løbehjul du har tænkt dig at bruge overholder alle de regler der er. Dernæst er det en god idé at øve dig i at køre på det, på steder hvor der ikke er så meget trafik, så du er bedre rustet, når der pludselig er masser af biler og cykler omkring dig. Det anbefales også, at du ifører dig en cykelhjelm.

Som med alle nye ting du skal lære, kræver el løbehjulet træning før du mestrer det helt, og i og med du er i stand til at bevæge dig meget hurtigt på det, kan der forekomme farlige situationer. Det er netop derfor, at det er så vigtigt, at du laver de rette forberedelser inden du skal i gang, for hvis du gør det, er der ingen tvivl om at du vil få masser af glæde med el løbehjulet.